Dagbog:

Den 13 december.

Vi rejser fra Silkeborg om formiddagen. Vi skal via Frankfurt til Colombo på Sri Lanka. Udrejsen bliver lidt lang fordi vi skal vente 7 timer i Frankfurt, men vi er på vej. På vej på juleferie. Humøret er højt og vi er lettede over at lægge rejse-pakke-stresset bag os. Kim og jeg har skullet afrunde vores arbejdsopgaver, vi har skullet købe julegaver til vores danske familie og gaver til vores venner på Sri Lanka. Oskar på 12 og My på 15 har haft travlt i skolen op til jul. De har fået lidt lektier med på ferie.

I flyet fra Fankfurt til Colombo tjekker jeg hvilke film der bliver spillet. Jeg studser lidt over at de viser en katastrofefilm der hedder ”The day after tomorrow”, jeg ugen forinden havde forbudt Oskar at leje. Da den kommer på skærmen ser jeg om Oskar er vågen, han sover. Jeg har ikke selv lyst til at se den, men kommer lige til at se en scene hvor en kæmpe mængde vand bruser gennem gaderne i New York og folk må redde sig ud af bilerne. Jeg kigger væk.

Den 14 december

Jeg vågner ved at der er lyst i kabinen. Det er morgen og jeg har sovet et par timer. Om to timer lander vi. Jeg tænker på om ferien bliver lige så god som de to foregående år. Vi har lært en ung mand at kende. Han hedder Raju og er 25 år. Han er kok på en restaurant vi tit har frekventeret. Vi har lært hans familie at kende. Mor og far. Søster, broder og svoger. Vi har haft Raju boende i Danmark i to somre hvor han har holdt ferie med os. Familien har taget os til sig og vise versa. Denne gang er det ekstra interessant fordi Rajus søster Nona skal føde.

Raju modtager os i lufthavnen. Her er varmt. Vi er glade for at gense ham. Vi sætter os ind i den taxa-van han har lejet til os og vi begiver os på vej til landsbyen Unawatuna 150km syd for Colombo. Turen varer næsten 5 timer! Det er bestemt ikke en kedelig tur, der er mange fremmede ting at iagttage. Trafikken er tæt og færdselsreglerne er opfundet af  befolkningen selv. Indviklet. Man kører i øvrigt i den forkerte side. De store busser tonser af sted. Så er der tuk-tukkerne og oksekærrerne. Man kan være  heldig at se en elefant.

Første gang vi tog turen var lidt af et kulturchok. Mennesker overalt. Utjekkede forretninger, forurening fra bilerne og de entaktede tuk-tukker. Støv og affald. Lidt efter lidt får man øjnene op for landets skønhed og de sidste 2 timers kørsel kører man langs havet. Det indiske ocean. Til sidst ender turen i Unawatuna. En lagune-landsby som for 10 år siden blev kåret som ’en af verdens 10 skønneste strande. Sidst på eftermiddagen er vi endelig fremme og bliver anvist vores hotelværelse. Vi skal bo på ”Rock House” som er bygget på en lille klippe 200m fra vandet. Værelset er stort. Vi skal bo der Oskar, Kim og jeg. My har fået lov til at bo i junglen hos Rajus familie. Vi går tidligt seng efter at have fået ”Rice and curry” i junglen. Medium hot. Jeg vil sige hot enough!!!

Den 18 December

Underligt nok har det regnet et par dage. ’En af dagene temmelig kraftigt. Det har heldigvis ikke været alt for varmt så vores kroppe er blevet blidt akklimatiserede. Vi har været lidt på stranden iført solfaktor 100. Vi har benyttet de moderate temperaturer til at udforske området og klatret på klipper ved havet mod vest.
Gennem vores værtsfamilie har vi lært en mand der hedder Lalit at kende. Han bor skråt overfor os og har den skønneste ”roofgarden”. Her kan man kigge på sjældne fugle i junglen.  Lalit har også en fantastisk grund på toppen af en klippe med udsigt over Det Indiske Ocean som han viste os. I Unawatuna venter man på et turistboom. Der er sket meget siden vi var der sidst. Skudt et par ekstra strandcafeer op, en ny internetcafe  og et nyt lille hotel. Turisterne er ikke dukket op i det forventede antal og det snakkes der en del om. På Sri Lanka har der været fred mellem De Tamilske Tigre og regeringshæren i 3 år så charterturismen er  begyndt at røre på sig for alvor.

Jeg modtager en sms fra My. Nona har født en lille dreng på sygehuset i Galle. Hun foreslår vi kører på barselsvisit samme formiddag. Vi tager en tuk-tuk til hospitalet. Chaufføren kører hæsblæsende men det vænner man sig til. Ved indgangen til hospitalet møder vi Rajus bror Rataran. Han stråler som en lille sol. Vi bliver vist op på fødegangen. Her er tæt pakket med mennesker. Besøgende der kommer med ”rice and curry” til de nybagte mødre. Her lugter sødt  og tungt af carry og babybæ. Her er meget varmt. Sengene er linet op langs væggene. De er ca. 1.5 m lange og 50 cm brede. Det er nærmest et bræt med plastikovertræk. En seng deles af to kvinder og to babyer.  Vi får øje på Nona. Hun ser ikke spor træt ud. Imponerende taget i betragtning at hun må sidde op og sove. Hun viser os stolt den lille fyr. Han ligner Rajus far på en prik. Lækker og brun. Jeg siger, jeg synes han skal hedde Victor. Kim siger det er sjovt for han tænkte nøjagtigt det samme. Jeg tager masser af billeder af de nybagte forældre med Victor. Da vi forlader bygningen ser jeg hunde der spiser madrester i hospitalsgården. Hospitalet er bestemt ikke decideret hygiejnisk. Jeg siger til Kim at tricket på Sri Lanka må være ikke at komme på sygehuset. Kim giver mig ret.

Den 24 dec.

Vejret har været helt fantastisk. Vi har badet og badet. Efterhånden kan vi godt tåle solen. På stranden møder vi Haythum og Tina. De er fra Danmark og har to drenge med. Oskar får venner. Familien bor nu i Dubai. Vi hygger os sammen et par dage og aftaler med dem at vi ville mødes med dem ved stranden sent juleaften. Vi fejrer juleaften i junglen. Med gaver og udendørs bål. Jeg går på netcafe’ og skrev julehilsner til familie og venner. På vej derned bliver jeg overrasket af en stor hanabe der sidder i et træ lige over mit hoved. Jeg kan ikke lade være med at grine og tænker på hvor smukt og idyllisk der er i Unawatuna. Jeg føler mig helt lykkelig.
Jeg går ned til vores stamcafe . Hot Rock hedder den. Oskar My og Raju sidder der allerede. Raju og jeg snakker om at der ikke er helt så mange turister som man har forventet. Vi snakker om at det kan skyldes at stranden efterhånden er overplastret med små cafeer og små strandshops med hjemmesyet batikstøj. ”One day Mum, a big wave will come and destroy everything” sagde Raju. Jeg siger at sådan noget må han ikke sige, men Raju gentager det bare.

Raju skal lige ud til revet for at surfe inden vi trækker os tilbage til juleaftenetablissementet. Dagen forinden har han været i Hikaduwa for at købe et surfboard. Det er vores julegave til ham. Han har surfet siden han var helt lille men aldrig haft sit eget bræt. Vi har også købt et køleskab til familien. Som vi siger, det er til øl. Det ser sjovt ud da køleskabet bliver kørt op i junglen. Kim My og Oskar sidder på laddet af pick-uppen. Det vækker en del opsigt men det er også et kosteligt syn.

Vi klæder os fint på og tager op i junglen. Kvinderne fra Rajus familie har lavet en masse singalesiske retter som er tradition til deres nytår. Raju har hentet muslinger ved revet. Bordet er et fantastisk syn og maden smager dejligt. Vi havde stillet det som en betingelse at kvinderne sidder til bords denne juleaften. Det gør de så, men de synes det var lidt akavet. Vi udveksler gaver deriblandt en del sølvsmykker som er så smukke på Sri Lanka. Sidst på aftenen takker vi af og går på diskotek. Oskar, My, Raju og jeg danser lidt til et never ending techno-nummer. Haythum og co. er gået i seng.

Den 25.dec

Vi vågner ved at Tina kalder på os. De vil sige farvel, de skal på tur. Om natten vil de bestige Adams Peak, Sri Lankas højeste punkt. Det er en pilgrimsrejse – nu også for turister og oppe på toppen er der et stort mærke. Man siger det er buddhas fodspor. Det skulle være smukt at se solopgangen der.
Efter morgenmaden mødtes vi alle på stranden. Vi er lidt slappe. Vi bliver enige om at vi vil på udflugt næste dag d.26 dec. Jeg går ind i en lille shop hvor man kan leje en van og finder ud af at der er en lille flod i nærheden af Hikkaduwa – 1.5 timers kørsel nordpå. Der kan man tage på riversafari. Jeg spørger om man kan se krokodiller. Han svarer på de gode dage. Der skulle være meget smukt. Vi skal mødes udenfor Hot Rock kl. 9 næste morgen.

Kim er lidt syg, My skal ud med nogle unge så Oskar og jeg tager ud at spise på en lille cabanna reataurent helt nede ved vandet. Stedet er ejet af en lille italiensk familie .En af sønnerne – en dreng på 12 år leger med en abe. Det er hans kæledyr. Den er lænket til et træ. Den italienske far kommer hen til Oskar og jeg og spørger om vi vil med på en dykkertur dagen efter kl. 9 om morgenen. Det lyder spændende, vi vil tænke over det. Senere mens Oskar og jeg spiller ludo lyder der råb fra stranden. En skildpadde er kommet ind på stranden. Vi skynder os derned. Vi ser lige skyggen af skildpadden, der vælger at svømme ud igen. En helt perfekt aften, tænker jeg.

Den 26. dec.

Jeg vågner tidligt den morgen. Jeg elsker junglelydene om morgenen. Og den karakteristiske fejelyd, en gammel mand der fejer blade væk fra gårdspladsen. Singaleserne er meget patentlige. Jeg kigger på taget af en bygning lige ved siden af. Der sidder en kæmpeabe og gør sig morgenren. Han er alene. Normalt er det en hel familie der svinger sig rundt i palmerne. Han har god tid og jeg iagttager ham længe. Jeg går nedenunder til køkkenet. Jeg bestiller den sædvanlige morgenmad. Scramblet eggs og neskaffe. Papaya med limefrugt. Bananer og juice. Det ser ud til at blive en perfekt dag med solskin. Ved 8-tiden vækker jeg resten af familien. Kim kommer ud på verandaen,  mens Oskar trækker den meget længe. Vi er klar og på slaget ni kommer My og Raju kørende på motorcykel. ”It is nine o’clock” råber han, singalesere er ikke altid lige præcise. De ser glade ud. Kim siger han har ondt i maven og overvejer at blive hjemme. Jeg overtaler ham til at tage med. Vi kan bare gå i forvejen for chaufføren venter, jeg kommer lige straks siger han.

My og Raju sidder allerede i vanen, helt bagerst. Oskar og jeg stiger ind. Det er en relativ ny bil hvilket er en sjældenhed. Nogle gange fosser vandet ud af et såkaldt aircondition-anlæg, andre gange går bilen i stykker på vejen.

Kim lader vente på sig og vi beslutter os for at køre op på hotellet efter ham. I samme øjeblik ser vi ham komme gående og bakker vanen. Vi kommer til at holde skråt udenfor ”Hot Rock” vores stamcafe. Der er ca. 10 m til vandkanten. Vi kan ikke se havet for ”Hot Rock”.  Kl. er nu  9.15. Kim sætter sig ind foran i vanen. Vi hører tumult fra stranden og Kim stiger ud for at se hvad der sker. I samme øjeblik ser jeg en kvinde med rød t-shirt komme løbende. Jeg ser angsten malet i hendes ansigt. Jeg ved noget forfærdeligt er på vej. Jeg kigger nu på ”Hot Rock”. Cafeens fundament er højt måske 1-2 m over havets overflade. Jeg ser vand fosse henover gulvet på cafeen. Det ligner kloakvand. Kim skynder sig ind i bilen. Jeg mærker flugtinstinktet og har lyst til at stå af bilen og bare løbe. Men hvad så med de andre, de kan ikke nå at komme ud. Jeg har klaustrofobi så jeg rykker skydedøren op og sætter mig parat i dørens åbning. Raju råber til chaufføren at han skal forsøge at køre op mod bjerget. Men vi holder akavet. Vi skal først bakke ned mod vandet. Chaufføren forsøger at bakke, men vandet er allerede alt for højt og meget voldsomt. Det brager mod vores bil. Raju mærker at jeg er på nippet til at kaste mig ud og skriger til mig at jeg skal blive i bilen. Jeg kigger mod havet og ser en mur af vand. Samtidig ser jeg et lille træhus ved siden af ”hot rock” blive løftet op af vandmuren. Bilen vender sig så forenden vender ned mod havet. En kvinde bliver kastet op på  ruden lige for øjnene af Kim. Vandet når hende til brystet. Vi bliver kastet over mod en beton mur og øjeblikket efter tørner vi ind i nogle blikskure som vi smadrer med bilen. Jeg kan fornemme at der er mennesker i skurene. Jeg forsøger at holde døråbningen fri  for træstykker og bliktagsstykker fra skurene. Jeg forstår at situationen er katastrofal og kan kun tænke på at holde passagen fri. Jeg fornemmer at der sker noget inde i bilen og min hørelse er tunet ind på at få direktiver fra Raju. Han virker fast og insisterende i stemmen. Vi rammer et træ og bilen bliver tvunget til at dreje sig. Nu fosser vandet ind i bilen, vi må ud. Raju råber jeg skal forsøge at komme op på taget af bilen. Bilen er nu presset op af et træ og jeg får fat i en gren og forsøger at komme op på taget af bilen. Jeg kommer næsten derop, kigger ned og kan se My komme frem i døråbningen. Hun råber at hun er bange og jeg ser hende blive revet med af strømmen. Nu går det rigtig stærkt og jeg fornemmer at flere kommer ud af bilen, jeg ved ikke hvor mange og hvem. Med hånden holder jeg fast i den øverste kant af bildøren. Bilen er du så fyldt af vand at den dykker ned under vandet. Vandet presser skydedøren i henover mine fingre. Jeg bliver trukket med nedunder vandet. Jeg kæmper for at komme fri. Tænker at nu skal jeg dø og kan ikke forstå hvor alt det vand kommer fra. Mobiliserer alle mine kræfter og rykker til, jeg må kunne rykke fingrene af. Vandets trykken på døren aftager en smule og jeg får fingrene fri – hele. Jeg bliver ført igennem vandet i en rasende fart. Jeg har øjnene vidåbne. Så sidder min fod fast i en brøkdel af et sekund.  Jeg bliver blidt trukket ud af min ene sandal. Jeg bliver ført videre af strømmen og kan se alt tydeligt under vandet. Jeg ser store skygger i vandet og min krop ved den skal undgå at ramle sammen med noget. Den snor sig som en fisk udenom alle forhindringer. Jeg er stadig under vand og har endnu ikke fået luft. Jeg må ha’ luft. Over mit hoved ser jeg lys og nogle træstumper. Jeg får fat i en stump og får hovedet op af vandet. Så får jeg endelig luft, men bliver trukket ned under vandet igen. Jeg når at fornemme at jeg bliver skyllet gennem et område af træer. Jeg har set hvordan Raju klatrer i Palmetræer. Prøver at tænke på teknikken. Jeg får hovedet op igen og ser træerne ræse forbi. Det går for stærkt til at jeg kan nå at få fat i det første træ. Jeg bliver revet ned under vandet igen. Nu vil jeg have fat i et træ. Det næste træ får jeg fat i. Jeg fatter ligesom ikke noget og klamrer mig til træet. Jeg hoster og prøver at tænke klart. Hvad hvis jeg er den eneste i familien der har overlevet. Jeg ser nogle mennesker blive skyllet forbi. De kæmper. Jeg kan ikke redde dem og føler mig magtesløs. Som i en tåge eller i en drøm ser jeg Kim sidde på en trappe. Jeg kan også se My. Hvor er Oskar? Jeg bliver grebet af panik og råber men vandets brusen er øredøvende højt. Jeg ser Kims ansigt fortrække sig og han råber på mig. Han  ser bange ud. Jeg svarer men han kan ikke høre mig. Endelig ser jeg Oskars lille hoved komme frem. Jeg gennemstrømmes af lettelse. Pludselig bliver der helt stille. Jeg råber til Kim og nu kan han høre mig. Senere fortalte han mig at han havde mistet sine linser under vandet og han havde følt sig handicappet uden at kunne se. Raju kalder på mig bagfra. Han kommer hen til mig. Der er stadig for meget strøm til at jeg tør slippe træet . Han tager fat i mig og skubber mig gennem strømmen. Vi svømmer over til trappen. Vandet lugter af diselolie.

Trappen har 3-4 trin resten af trappen  er under vand og så står man på et tag. Jeg kigger mig omkring. Vi har reddet os op på Lalits ”roofgarden”. Jeg hoster og hoster. Føler mig handlingslammet. Der står en kvinde på et tag neden for ”roofgarden”. Hun vil gerne op til os men der er et hegn og hun er tyk. Jeg er ikke i stand til at røre mig. Heldigvis haler en anden mand og Kim kvinden op. Imens ser jeg en stor dreng flyde forbi på en dør. Han råber ”amet, amet” hvilket betyder mor. Jeg forstår at mange måske ikke har overlevet. Der er uhyggeligt stille, men alligevel er rummet så fyldt med ukendte rungende skrig. Jeg forstår også at Kim har reddet børnene. Jeg bliver dybt taknemlig, også på Raju som jeg føler har reddet mig.

”Tror du det er overstået” spørger jeg Kim. Vi får øje på Rajus bror Rataran. Han står på et tag 20m væk. Han kommer over til os. Raju og Rataran siger vi må væk fra huset. Fundamentet kan ikke holde til alt det vand. Vi går ned af trappen og ud i vandet igen. Rataran bærer Oskar. Nu når det os til navlen. Det må have trukket sig ud i havet igen. Jeg er lidt i tvivl om jeg går på hustage. Har svært ved at orientere mig. Vi kommer hen til et tempel. Vi går op af en masse trapper. Jeg ser en kvinde sidde grædende på en sten. En nonne står hos hende. Vi bliver tilbudt lidt vand af nonnen. Kvinden er i chok. Hun kalder hele tiden på sin mand. Jeg ser hun har nogle dybe sår. My står i underbukser og en top. Underbukserne er flængede. Vandet har rykket hendes tøj af Hun har to store dybe rifter på sit lår. Kims ben ser temmelig forrevne ud og bløder. Selv har jeg dybe flænger i mine fingre , dem der sad i døren og en flænge lige ved siden af pulsåren i mit højre håndled. I min venstre lillefinger sidder et eller andet genne kødet som jeg forsigtigt piller ud. Der kommer en dame med noget identificerende. Vi renser vores sår så godt vi kan.

Raju går tilbage til stranden. Han føler han bør hjælpe. Jeg har ingen tidsfornemmelse. Er vel nærmest i chok vil jeg tro. Han kommer tilbage for at få Oskars badebukser. Selv har han givet sine til en nøgen man der sad i et palmetræ. Han går med Kim over til vores hotel. Jeg er ikke helt tryg ved at Kim er væk. De kommer tilbage med mobiltelefon og lidt tøj. Vores værelse er ikke ramt og således heller ikke vores bagage. Raju fortæller at vandet har trukket sig flere hundrede meter tilbage i forhold til den naturlige strandkant. Et koralrev der normalt er dækket med 2-3m vand er blottet. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig at vandet kan komme tilbage og eftersom det ikke stoppede hvor det plejer ved vandkanten gør det det vel heller ikke nu. Kan der komme endnu mere vand, tænker jeg. Når vandet kan stige med 4 m kan det måske stige med 10m. Og er vi så i sikkerhed? En mand dukker op. Han siger at det er det største jordskel nogensinde. First time in the world, siger han. Hvad snakker han om, der kom jo vand. Bangladesh er væk siger nogen og Maldiverne. Hvor stort er det her, tænker jeg ved migselv. Er det en slags dommedag? Assuka dukker op. Han har været i kontakt med sin svoger som har fortalt at østkysten er hårdt ramt. Og Galle som ligger 5km nord for Unawatuna. Jeg spørger om lufthavnen i Colombo er ramt. Han ved det ikke. Raju går igen. Efter endnu 10 min.  hører vi lyde. Vandet kommer igen. Vi hører skrig og bliver utrygge. Raju er her ikke. Der kommer flere mennesker op på templet. Et par er blevet skyllet fra stranden gennem en restaurent –gennem køkkenet og ud gennem et vindue for derefter  at være skyllet hele vejen igennem landsbyen. De er ilde tilredt. Manden har foruden store åbne sår brækket sit ben. Kvinden har ingen tøj på og har et dybt snitsår fra underlivet tværs over brystkassen. De siger ikke en lyd. En engelsk journalist, der er på ferie kommer og begynder straks at rationere vandet. Han er en kende emsig synes jeg. Endelig kommer Raju tilbage. Vi skal væk siger han. Der kommer en bølge mere. Han kender en vej op ad bjerget op i junglen hvor han bor. Vi samler en flok. En tysk kvinde har set sin ven flyde død forbi. Hun er rimelig fattet synes jeg. Raju fortæller at han fandt en svensk kvinde død under noget beton. Han kunne ikke redde hende sagde han. Vi kravler op af klipperne. Det er meget varmt. Manden med det brækkede ben går alligevel og alle de sårede er meget stille. Det er som om ingen mærker den fysiske smerte. Det må være chokket. Vi er nået et lille stykke op af bjerget da vi hører den tredje bølge. Jeg glæder mig bare til at komme hjem til Raju i sikkerhed. En gruppe lokale står bag et hegn og betragter os. De har medlidenhed med os kan man se på deres øjne. De forstår endnu ikke hvor meget skade der er sket i deres eget samfund. Vi kommer op til en lille klase huse. De lokale begynder straks at sørge for os. En kvinde kommer med et glas te til mig. Jeg genkender smagen. Det er ipe-roxe te. En te der er lavet af en rod der er naturens pennecilin. Længere oppe af en helt ny grusvej sætter vi os i skyggen ved et hus. De sårede kommer ned at ligge. Rajus mor dukker pludselig op. Hun har en lille flaske hospitalssprit i hånden. Raju begynder at rense den store flænge på den unge kvindes overkrop. Hun skriger da spritten bliver hældt på såret. De lokale har en radio de forsøger at oversætte hvad der er sket. Rajus far støder til. Han siger vi skal komme hen i deres hus. Han har lidt vand og nogle kiks med. My og jeg ankommer til Rajus hus først. Vi gå ind i Rajus værelse og sætter os på hans seng. Vi holder om hinanden. Jeg ser noget bevæge sig på gulvet. En slange! Den er sort og 1.5 m lang. My skriger. Jeg tænker den kan bare komme an. Den forsvinder ud af huset i en fart. De andre kommer ind i huset. Heldigvis er alle i live. Elektriciteten er gået. I det nye køleskab var der noget is. Det skal spises. Men vi kan ingenting spise.

Vi stinker af dieselolie. Vi sætter os ud i baghaven ved brønden. Vejret er fantastisk. Alt er som det plejer at være. Og alligevel er der sket en katastrofe. Rajus mor vil gerne vaske mig. Jeg får først renset mine sår og får begge hænder bundet  ind i noget hvidt stof. Derefter sidder  jeg med armene oppe over hovedet mens Rajus mor hælder rent vand ud over mig. Jeg får vand hældt ud over ansigtet og gisper efter vejret. Føler det klaustrofobisk. Oskar og Kim bliver også vasket og sårene på Kims ben bliver renset. Vi lægger os ind på Rajus seng og holder om hinanden. Rajus mor kommer ind til os og lægger en mønt i vores hænder. Hun mumler en masse bønner, vi forstår hun takker buddha.

Raju og Kim bliver enige om at gå gennem junglen ned til vores hotelværselse for at hente nogle af vores ting. Raju vil tilbage til stranden for at se om han kan finde min rygsæk som lå inde i bilen. Jeg havde lige hævet 30000 rubees. (ca. 1500 kr)Vores kreditcards og camera lå også i tasken. Jeg syrnes ikke han skal tage nogle chancer men Kim forsikrer mig for at de skal nok være forsigtige. Vi hører skrig i junglen. Jeg er rastløs. Der er et skrigen tæt på. Jeg bliver bange. Rajus mor beroliger os. Jeg forstår at det er de lokales måde at sørge på. Senere forstår jeg at nobohuset har mistet en søn, en svigerdatter og deres ufødte barn. De havde også mistet en onkel.

Kim og Raju er endnu ikke kommet tilbage. Pludselig hører jeg skrig og turmult igen. Jeg  tror stadig det er de lokale der sørger. Nogle unge drenge løber ind i huset og råber ”water is coming ”. Jeg tager Oskar og går ud at huset. Jeg ser en gruppe lokale på omkring 20 der løber op af bjerget. Der er også nogle turister imellem. My råber til Oskar og jeg at vi skal løbe. Hun er allerede på vej. Vi løber barfodet. Hvor er Kim? Tænk hvis der er sket ham noget. Jeg har sår på foden men mærker intet. Jeg løber med Oskar måske i 10 min. My løber med en ung dreng. Oskar bliver hos mig. Han er fattet og sej. Vi når et højt punkt hvor gruppen af mennesker stopper. Der står en mand jeg genkender. Rajus  onkel. ”No water is coming, beroliger han os med og fortsætter ”we are 400 feed high if the water comes here we are all dead anyway”. Jeg forstår det er falsk alarm. To engelske kvinder bliver enige om at de vil overnatte i junglen. Rajus mor som var løbet med sammen med lille Victor gør tegn til at vi skal gå tilbage. Hun er rasende på de lokale fordi de har gjort os bange. Nu kan jeg mærke mine fødder. De gør vildt ondt. Jeg lunter langsomt tilbage med Oskar og My. Hun har forstuet sin storetå og kan næsten ikke gå. Tænker igen over hvor forunderligt det er at man ikke kan mærke smerte når man er bange.
Kim og Raju kommer tilbage. Vi fortæller om vores flugt. Raju har fundet min rygsæk. Vores hvide van stod op af nogle træer og var fyldt med mudder. Først havde Raju ikke kunnet finde min taske men han blev ved med at grave og havde fundet den til sidst. Indholdet var ulækker men i min sorte pung lå pengene. Rajus far tog dem lukkede alle døre og begyndte at rense pengesedlerne i petroleum. Derefter sedlerne linet op på gulvet til tørring. Raju og kvinderne begyndte at lave mad. Der blev serveret kl. 10 om aftenen men vi havde ingen appetit.

De kommende døgn opholder vi os hos Rajus familie. Først via sms den første nat bliver vi klar over katastrofens omfang. Vi takker ja til at blive evakueret ud af Unawatuna. Det er forfærdeligt at tage afsked med Rajus familie. Vi kommer med helikopter til Colombo og 1 døgn senere kommer vi med et herkules militærfly til Bruxelles. Her får vi plejet vores sår og kommer dagen efter via Kbh til Billund. Vi er hjemme d. 31 dec.