KATASTROFEN I SRI LANKA

Projektet

Katastrofen i Sri Lanka

Vi (Kirsten, Kim, My og Oskar) var på ferie i Unawatuna syd for Galle i  Sri Lanka. Vi blev som mange tusinde andre turister fanget af flodbølgen og slap ufatteligt heldigt fra dette kraftfulde møde med havets kræfter med relativt små skrammer på hænder, ben og fødder.

Katastrofen fandt sted den 26. december. Vi blev evakueret fra området den 28. og forlod øen den 30. december. I dagene 26. – 28. december boede vi hos en lokal familie i et jungleområde, der ligger højt over havets overflade.  Vi nåede derfor også efter den 26. at se de ødelæggelser, flodbølgen  havde forvoldt. Og at se, høre og føle, hvorledes landsbyens indbyggere var mærket af ulykken, dels fordi flere familier ganske enkelt havde mistet alt, hvad de ejede, og især fordi flere mistede familiemedlemmer.

Denne stemning af total ødelæggelse, øjeblikkelig fjernelse af områdets primære indtægtskilde, nemlig turisme og fiskeri og  meningsløse tab af adskillige menneskeliv, gjorde naturligt et meget stærkt indtryk på os.

Vi vil yde hjælp til området

Vi har et meget stort ønske om at hjælpe den familie, der tog sig af os efter ulykken og så langt det er muligt, at hjælpe landsbyen med udbedring af ødelagte fællesfaciliteter. Familien, vi boede hos, hedder Arachchige.

Vi forestiller os ikke, at vi skal yde hjælp til akut nødhjælp ( mad, drikke og medicin mv ). Det er vor vurdering, at de store nødhjælpsorganisationer allerede yder denne hjælp.

Vi vil derfor koncentrere os om mere langsigtet hjælp til opførelse af huse til medlemmer af Arachchige familien, der helt mistede deres hjem, til boring af gode drikkevandsbrønde og til udbedring af de skader, der skete på landsbyens skole.

Altså en ret konkret og målrettet hjælp.

Sådan vil vi styre projektet

En af familiens sønner, Raju, kender vi særdeles godt. Bl.a. har han besøgt os her i Danmark i 2003 og 2004.  Hele styringen og  koordinering af hjælpen og anvendelsen af de indsamlede midler forestås  af og i samråd med Raju.

Det betyder også, at der løbende kan besluttes ændringer af den planlagte hjælp, afhængig af Raju´s  vurderinger.

Vi går målrettet efter, at overskuddet går ubeskåret til projektet. Familiens underhold sørger vi for, indtil den igen er selvforsørgende. Der skal altså heller ikke afholdes lønudgifter ell. lignende.

 

Logo
Har du spørgsmål, gode ideer eller andre kommentarer, hører vi meget gerne fra dig, fx på vor mail: kcn@privat.dk
Vil du give et bidrag til dette afgrænsede og konkrete hjælpeprojekt, kan du overføre et beløb til projektets konto i

Nordea Bank, konto nr.
2380 5907-225-889.

Du kan overføre beløb med angivelse af afsender eller anonymt.

Indsamlingen er anmeldt til og godkendt af Silkeborg Politi. Der vil blive aflagt revideret regnskab over de indsamlede midler og anvendelsen heraf.

webdesign: Helle Mortensen og
Johnny Kühn